Over 200 kampklare mennesker var mødt op foran Aarhus rådhus for at demonstrere mod kandidathalvering, der vil omlægge halvdelen af alle kandidater til ét år i stedet for to. Dette skal gøre overgangen fra studie til arbejdsmarked lettere. Denne præmis er forpersonen for Danske Studerendes Fællesråd, Julie Lindmann, dog uenig i.

Kampråb var en stor del af demonstrationen. Foto: Sarah Riddersholm Nielsen

Af Sarah Riddersholm Nielsen

”Vi er ik’ det halve værd! Lad kandidaten vær’!” Lyder skrattet fra en megafon.

Røde kinder bidt af oktobers kulde har samlet sig foran rådhuset i Aarhus. Rundt omkring afbryder farverige skilte den ellers grå eftermiddag. Hænder holder hårdt fat i dem. På skiltene står der skrevet kampråb som ”Lad kandidaten vær’”.

Reformudspil

I september i år præsenterede regeringen et reformudspil, der bliver kaldt ”Danmark kan mere III”. Det skal føre til, at halvdelen af kandidatuddannelser skal reduceres til at vare et år i stedet for de normale to. Uddannelserne skal dog være af højere kvalitet med mere vejledning og flere undervisningstimer, samtidigt med at overgangen til arbejdsmarkedet skal blive betydeligt lettere, ved at studiet har en tættere sammenknytning til praksis i erhvervslivet.

Julie Lindmann er forperson for Danske Studerendes Fællesråd. Hun er uenig i regeringens forslag. I dag skal hun holde tale. Den skal holdes ved Bispetorv, som deltagerne snart går imod.

”Jeg vil sende dem hjem med lidt kampgejst,” siger Julie Lindmann.

Jeg kan mærke jeres vrede!

På vej mod Bispetorv

Nysgerrige blikke flakker, da menneskemængden bevæger sig mod Bispetorv. I mængden er venindegrupper, der holder om hinanden. Mænd med store skæg og kvinder med små børn. Kvinden med megafonen råber mekanisk ud, hvorefter demonstranterne svarer hende som én – ”Nedskæring?” ”Nej tak!”.

En mand stopper på cyklen og rynker panden. En pizzabager læner sig ud ad vinduet med et grin. En mand, der læste en bog, lægger den for at følge nøje med.

”Jeg håber, demonstrationen gør opmærksom på problemet” og ”Vi er kommet for at støtte op!” er, hvad deltagerne svarer oprørte, da de bliver spurgt om, hvorfor de er kommet. De hopper og løfter skiltene i takt. Op og ned. Deres ansigter dirrer, mens de råber, og deres øjenbryn er trukket tæt sammen.

Nogle af de kampråb, der var ved demonstrationen. Foto: Sarah Riddersholm Nielsen

Jo tættere de kommer på Bispetorv, jo højere og voldsommere bliver råbene. Der er mange, mest af alt unge mennesker, der råber sig hæs, mens jorden nærmest ryster under deres skridt. De er kommet for forandring, og det er et syn, der vækker opsigt.

”Folk, der råber, det giver en mere lyst til at holde en tale, fordi man kan mærke energien,” siger Julie Lindmann.

Det, de er vrede over, er, at de ikke føler, de får en nemmere overgang til arbejdsmarkedet – noget, reformudspillet egentlig skulle hjælpe på.

Overgangen er svær

42 procent oplever, at overgangen er svær fra studie til arbejdsmarked. Det er blandt andet på baggrund af disse tal, at regeringen nedsatte en reformkommission i 2020, der skulle finde en løsning, som ville gøre overgangen lettere. Kandidathalvering er her et forslag. Julie Lindmann tror dog ikke, at det er svaret.

”Selvfølgelig skal vi arbejde på, hvordan vi får en god overgang, men jeg tror ikke det her, det er løsningen,” siger Julie Lindmann.

Udover at reducere halvdelen af kandidatuddannelserne til et år, ville erhvervskandidater, hvor man arbejder mindst 25 timer under sit studie, også være en mulighed. Men Julie Lindmann mener ikke, at det er universiteterne, der skal reformeres.

”I stedet for at slå på universiteterne og de studerende, skulle man måske også kigge på arbejdsmarkedet. Det hjælper jo ikke at lave strukturen om, når erhvervslivet ikke er klar,” siger Julie Lindmann. Hun mener nemlig, at løsningen ligger i en ændring af arbejdsmarkedet og dets forventninger til nye på arbejdsmarkedet.

Gruppen har nået Bispetorv i mellemtiden og stimler om et lille hvidt telt, hvor de gør klar til at høre Julies tale.

Julie vil give deltagerne kampgejst. Foto: Sarah Riddersholm Nielsen

”Jeg kan mærke jeres vrede!”

Julie Lindmann står med ryggen rank og hendes tale i hånden. Den er stribet af en highlighter, så hun husker at sige de vigtige dele. Julie blinker til sin veninde og smider overtøjet, inden hun stiller sig under det hvide telt. Himlen har en snært af blå efter at have været grå det meste af dagen, og menneskemængden er blevet tys.

”Jeg kan mærke jeres vrede!” råber hun.

Herefter holder Julie Lindmann sit ord og får deltagerne sendt hjem med kampgejst. Hun taler medrevet om konsekvenserne af kandidathalvering. Hun har endda tid til en kæk kommentar til publikum indimellem. Publikum smiler, klapper og hujer, når hun siger noget ekstraordinært oplivende.

Vreden holder de mange mennesker varme. To piger holder hinanden i armen. De er kommet for at støtte op pakket ind i jakker og halstørklæder, men med beslutsomhed i øjnene.

”Jeg tror slet ikke, det er lettere at komme ud på arbejdsmarkedet, hvis man ikke får sin praktikperiode i kandidaten,” siger den ene, mens hendes veninde nikker opmuntrende. Efter Julies tale er hun tiltreds.

”Det er gået over al forventning. Stemningen var så høj, så jeg blev nærmest selv høj,” siger Julie Lindmann.

Hun krammer bekendte, mens folkemængden spreder sig som en myretue, man har trådt på. De skal hjem og få varmen.

På video ser vi Lise-Lotte Leervad Larsen besvare spørgsmål omkring sammenlægningen af de tre skoler.

Specialskolen i Randers har et underskud på 2,8 mio. kr. Derudover ligger besparelser for næste år og ulmer. Skolen er især bange for, at de bliver nødt til at skære ned på driften, og der derfor bliver færre til at tage sig af børnene med behov for ekstra hjælp.

En specialskole skal tage sig af børn med specielle behov – det siger sig selv. Men i Randers har specialskolen været udfordret i længere tid. Nete Ankerstjerne er skolebestyrelsesformand på Randers specialskole. Hun har set, hvordan udsigt til besparelser og underskud har påvirket alle på skolen.

”Det har gjort, at børnene har været pressede, personalet har været pressede, ledelsen har i en grad været pressede,” Siger Nete Ankerstjerne.

Lise-Lotte Leervad Larsen er formand for skole- og uddannelsesudvalget i Randers, og hun ser anerledes på skolens udvikling.

”Servicerammen har været nogenlunde stabil, og beløbet pr. elev har været stabilt. Så er det jo op til ledelsen på skolen, som jeg synes er dygtig, at få det fulgt op,” Siger Lise-Lotte Leervad Larsen.

Besparelserne skulle egentlig være gennemført i 2021 og 2022, men er blevet udsat begge gange. Om skolen bliver ramt af besparelser i 2023, skal diskuteres på et møde i dag, mandag. Besparelsen lyder på 5,8 mio. kr.

Skolen har derudover et underskud på omkring 3 mio. kr. Dette skal skolen selv stå for at få betalt, men har fået udsat betalingen i 2022. Nete Ankerstjerne mener, at besparelserne kommer til at have konsekvenser for driften.

”Det kan kun tages fra hænder. Det er penge, der skal findes på driften. Det kan vi kun ved at fyre personale, og det kommer til at betyde endnu større klasser og endnu færre personale,” siger Nete Ankerstjerne

Derudover gik skolen igennem en sammenlægning af tre afdelinger, som betød, at nye elever med andre behov skulle være en del af skolen. Den daværende Firkløverskole havde angiveligt et overskud på 2,5 mio. kr. men de er ikke fulgt med sammenlægningen.

Lise Lotte Leervad Larsen holder fast i, at skolen har fået de nødvendige midler, og at de store omvæltninger er blevet overvejet.

”Jeg synes, vi har taget højde for, at de i en periode har stået med ekstra arbejde på grund af fx sammenlægningen,” siger Lise-Lotte.

Børn mærker også, når mor, far, bedstemor eller bedstefar er ramt af demens. Emil fortæller sin historie.

Læs mere her

Emil er i dag 23 år

Der er mange, der rammes af demens. Ikke kun dem der lider af det, men også pårørende. For Emil Rentius Sørensen var det hårdt at se sin mormor få det værre som følge af vaskulær demens. Han reflekterer nu over hans opvækst med et demensramt familiemedlem.

Af Sarah Riddersholm Nielsen

Der duftede altid sødt af pandekager, når mormor fik besøg af Emil, Anders og Laura. Det var fast tradition, at der skulle være pandekager med is og ”bom”, når de kom hos mormor. Hun boede med sin mand i Sønderjylland i et kæmpe hus, hvor børnene altid rendte rundt og legede, dog ofte afbrudt af lækkerier, som mormor serverede for sine elskede børnebørn.

”En kærlig og sød kvinde. En af mine favoritbedsteforældre,” beskriver Emil hende som.

Mormor og hendes ældste barnebarn af de tre, Emil Rentius Sørensen, boede langt fra hinanden, men til jul samles de. Emil er fra Holstebro og erindrer én jul derfra. Året er 2006. Det er decembermørkt og koldt udenfor, men der er lys i juletræet og familien er varm indenfor.

Der er godt humør, også da mormor kommer ind og lægger mærke til skålen på bordet. Hun udbryder: ”Nej, der er chokolade!”. Hun snupper et stykke og forlader rummet, men blot for at vende tilbage lidt senere og udbryde ”Nej, der er chokolade!”, snuppe et stykke og forlade rummet. Familien tænkte ikke videre over det på tidspunktet.

Emil Renius Sørensen reflekterer over sit forhold til sin mormor

Grunden vides ikke

For mange i Danmark er demens en del af hverdagen, både for dem der har diagnosen og de pårørende. Grunden til, at det opstår hos den ældre befolkning især, er endnu ukendt, siger Kasper Jørgensen, der er neuropsykologisk fagkonsulent hos Nationalt Videnscenter for Demens.

”Man ved det egentligt ikke, men forklaringen er nok, at vores hjerneceller bliver ældre, og de får sværere ved at reparere sig selv,” siger Kasper Jørgensen

Emils mormor havde det, der kaldes vaskulær demens, som er kendetegnet ved vaskulære læsioner i hjernen, der ledsages af demens – altså forstyrrelser i hjernens blodforsyning. Hos Emils mormor viste det sig i mindre blodpropper i hendes hjerne, der derfor også havde konsekvenser for hendes hukommelse.

“Det er sådan nogle små glimt af hende, som man stadig kunne være heldig at opleve”

Der er mange symptomer på vaskulær demens så som kraftnedsættelse, sprogforstyrrelser, ændringer i følelseslivet som aggressivitet og depression, samt forstyrrelse af hukommelsen.

Det gælder for mange sygdomme, at kroppens evne til at reparere sig selv mindskes. Derfor er der også flere ældre, der bliver ramt af kræft eller hjertekarsygdomme.

Fakta om demenssygdomme – Hvert år bliver ca. 15.000 danskere ramt af en demenssygdom – Ca. 90.000 danskere er ramte af en demenssygdom – Omkring 400.000 er påvirket af demens, dem der er ramt og pårørende – Hver niende dansker er påvirket af demens i en eller anden form

En jul og et farvel

Efter diagnosen gik det hurtigt i den forkerte retning for Emils mormor. Det er jul igen, året 2013 er ved at gå på hæld. Der er lys i træet, og familien er samlet, men stemningen er ikke den samme. For Emils mormor er det svært at åbne pakkerne. Hun har glemt hvordan.

”Jeg kan huske vi fik taget et billede, hvor jeg holdt hende i hånden og ikke omvendt,” siger Emil.

Fra venstre mod højre: Anders, mormor, Laura og Emil

Det var svært for Emils morfar og mor at se hende være en skygge af den kvinde, hun engang var. Især Emils morfar tog det hårdt. Emil husker, hvordan morfar plejede at ringe til Emils mor, og selvom Emil ikke hørte telefonsamtalerne, vidste han, at det handlede om mormor, og at morfar havde det svært. Han husker, hvordan mor kom ud af kontoret efter telefonsamtalen med bekymring i panden og mellem øjenbrynene for hendes forældre.

”Det er jo den, man er gift med, og som man havde tænkt, man skulle bo med hele sit liv,” siger Emil

Men på trods af alt dette var det rart at holde juleaften med mormor. To dage senere skulle hun væk fra huset i Sønderjylland og bo på et plejehjem i Toftlund, som har forstand på demensramte.

”Jeg vidste jo, hvordan det var at have en mormor med demens, og min mor vidste, hvordan det var at have en mor med demens, men det må være noget helt andet, når det er ens kone”

Corona påvirkede også pårørende

Emils mormor nåede ikke at være på plejehjem under corona, men under pandemien har der været nye udfordringer for demensramte og deres pårørende. Hos Demenslinjen besvarer de mange spørgsmål fra demensramte og pårørende.

”Der har været meget stor stigning med spørgsmål om Corona. Plejehjem har lukket ned for besøgende gæster, og pårørende har ikke kunne besøge deres ældre. De har haft brug for vejledning,” Siger Anne, der arbejder for demenslinjen i Danmark.

For en demensramt er det vigtigt, at de stadig har kontakt til deres pårørende, ligesom det er vigtigt for de pårørende. Så derfor var det svært for mange, ikke at kunne se deres ældre.

”Mange oplevede, at de demensramte var blevet rigtig dårlige, kunne ikke tale og havde tabt deres funktionsniveau, fordi de manglede nogle at tale med, der forstod demens,” siger Anne.

Mange har været nødt til at ringe ind, for at forstå hvad de måtte og ikke måtte, så de pårørende har kunnet tage sig af deres ældre og stadig holde to meters afstand.

Mormor smilende med sin mand inden diagnosen

En svær tid for alle

I Emils mormors sidste levetid var der ikke meget tilbage af kvinden, de kendte før. Når de besøgte hende på plejehjemmet, åbnede hun knap nok øjnene. Hun sad i sin stol med familien omkring sig og kunne finde på at falde i søvn under samtalerne. Men de gange, hun så viste sig, betød meget for alle i familien.

Emil husker, hvordan mormor havde ligget i sin seng, og Laura var kommet ind – Emils lillesøster, og her var mormor lyst op i et stort smil.

”Det er sådan nogle små glimt af hende, som man stadig kunne være heldig at opleve” siger Emil

Mormor og morfars forhold blev anstrengt for morfar især. Han havde stadig meget kærlighed at give, men kunne ikke få det igen fra sin kone. Det kunne mærkes på resten af familien.

”Det blev en byrde for min morfar, at han skulle tage sig af mormor, og også at de lige pludselig ikke kunne blive gamle sammen og sidde og hygge sig, fordi det hele kom til at handle om, at hun skulle passes,” siger Emil

Morfar mødte en kvinde på et event for pårørende til demens, da mormor boede på plejehjem. I takt med at forholdet mellem de to udviklede sig, stoppede morfar med at ringe til Emils mor med bekymring og sorg. Mormor og morfar blev skilt lidt inden, at mormor døde i 2018. Familien havde svært ved at forstå det dengang. Morfar havde nemlig altid været rimelig konservativ og mente ikke, man skulle skilles, når man var blevet gift. Emil forstår dog godt beslutningen i dag.

”Jeg vidste jo, hvordan det var at have en mormor med demens, og min mor vidste, hvordan det var at have en mor med demens, men det må være noget helt andet, når det er ens kone,” siger Emil

På trods af omvæltningen har familien det godt sammen i dag. Emil har også lært morfars nye ledsager at kende, og beskriver det som en mere ligeværdig relation.

”Der er ikke pandekager med is, men der er kæmpestore lagkager, når vi kommer… ja, hun er blevet reservebedstemor,” siger Emil.

Fredag den 19. november sidder en ung mand i retten i Randers. Han er arbejdsmand i Nordsjælland og bor ved sin mor, men for et år siden var hans realitet en helt anden.

Af Sarah Riddersholm Nielsen

Den unge mand får en flaske vand af sin forsvarer. Efter at have taget en tår sidder han stille med hænderne foldet og kigger lige ud i luften. Senere vil manden blive beskrevet som opfarende og umedgørlig, men for nu er han rolig, og trækker ikke megen opmærksomhed til sig.

Den unge mand er anklaget for 12 forhold, der er fundet sted over det sidste år bl.a. salg af narko og kørsel uden færdselstilladelse. I de første forhold nægter han sig skyldig. De drejer sig om en episode i Aarhus N.

Voldsom anholdelse

Politiet blev i november 2020 tilkaldt til Elgiganten i Aarhus N. En vagt havde ringet, da der var mistænkelig adfærd på parkeringspladsen, hvor en ung mand og kvinde stod foran en bil.

Den unge mand blev anholdt for brud på ordensbestemmelsen, og hvad der skulle være en normal anholdelse, udviklede sig til, at politiet både brugte knebel og peberspray på manden.

Den unge mand forklarer med lav stemme, hvordan han havde stået stille og roligt, da en betjent var kommet hen og havde skubbet ham i brystet. ”Tal højere,” beder dommeren ham. Han rømmer sig og forklarer; Han skubbede tilbage, og her havde betjenten sparket ham i hovedet og brugt peberspray. En anden betjent havde flere gange slået ham med knebel.

Hans forklaring står i stærk kontrast til betjentenes forklaring, hvor den unge mand havde råbt op og været brysk. Brugen af peberspray havde været nødvendig, efter den unge mand havde skubbet betjenten i brystet. Den anden betjent havde slået med knebel én gang, for at få den unge mand ned at ligge, så de kunne gennemføre anholdelsen. Den unge mand ryster på hovedet, mens de forklarer.

Salg af kokain fra privat adresse

Den 3. december kom den unge mand igen i kontakt med politiet. En ældre, erfaren betjent vidner i retten.

”Vi havde hørt om ham gennem vores kildenetværk,” siger han.

Anklageren viser i retten en video fra den unge mands telefon med vægt, små poser og en skål med hvidt pulver. Det og meget andet er fundet efter en ransagning af hans hjem i Randers.

Også på hans telefon er der et regnskab, der hentyder til salg af store mængder kokain. På diverse sociale medier kaldte de ham ”lægen”. En som udskriver medicin til sine patienter.

Nu til dags bliver han dog ikke omtalt som ”lægen” mere. Siden episoderne i Randers og Aarhus N, har den unge mand både været på behandlingscenter og bor ved sin mor i Nordsjælland. Han sidder foroverbøjet og kigger på sin forsvarer.

”Det var på mit eget initiativ at tage i behandlingscenter. De ville ikke lukke mig ud, hvis ikke jeg var klar til det. Jeg er helt clean,” siger han.

Udover dette har han fået arbejde som arbejdsmand, og hans fortid som narkohandler ligger som et fjernt minde.

10 måneders ubetinget

På trods af at flytte langt væk, kunne han ikke undgå straf. Han havde inden forholdene, han var anklaget for, slået en socialarbejder ned, så han var allerede på en betinget dom.

Han blev kendt skyldig i alle forhold, derfor er dommen 10 måneders ubetinget fængsel. Den unge mand går ud med sin forsvarer, men vender hurtigt tilbage.

”Han går med til dommen. Han vil bare have det her overstået,” siger forsvareren.

Den unge mand kan vende hjem til sin mor og sit stille liv i Nordsjælland for nu, men snart indhenter hans fortid ham.

Charlotte Bech Rudolph fra Sabro fik for tre år siden konstateret kræft. I dag er hun kræftfri, men under hendes sygdomsforløb, indså hun, at hun havde alt for travlt. Hun fandt dog en måde at koble af på. I dag håber hun at hjælpe andre i hendes lokalsamfund med at indse det samme.

Charlotte Bech Rudolph føler sig godt tilpas, når hun går ture.

Af Sarah Riddersholm Nielsen

Vandreskoene er snøret stramt, og tøjet er regn- og vindtæt. Man kan se, at Charlotte Bech Rudolph fra Sabro er en erfaren vandrer.

Udover tøjet, er hun også udstyret med et stort smil. Hun udstråler livslyst.  

Men Charlotte har også været igennem svære tider og har mén, der stadig påvirker hende i dag.

Hun vil dog gerne lære fra sig, og fortælle andre, hvad der hjælper hende videre. Derfor er hun blevet gåvært og er administrator for Facebook-gruppen We Walk Sabro.

Gik sig igennem kræftforløb

For tre år siden fik Charlotte konstateret brystkræft. Heldigvis blev det opdaget hurtigt, og efter første operation, kunne hun kalde sig kræftfri.

Men i dag, har sygdommen stadig ikke forladt hende.

Som Charlotte selv forklarer, er ingen former for kræft ens. Selvom kræften har forladt hendes krop, døjer hun stadig med senfølger, som påvirker hende i hendes daglige liv.

For Charlotte satte hendes sygdomsforløb fokus på, at det gik for stærkt i hendes liv.

”Noget af det, som hele mit sygdomsforløb gjorde for mig, det var, at det gik op for mig, at mit liv gik for stærkt. Jeg havde kørt på motorvejen, og pludselig stod jeg i nødsporet og kunne ikke følge med”

Dog hjalp noget så simpelt som en gåtur. Det ændrede hendes mentalitet drastisk, fordi at hun ikke længere skulle nå alt, men havde tid til sig selv og at komme helt ned i gear. Det vil hun gerne lære andre.

Da hun fandt ud af, at hun havde kræft, skrev hun det på Facebook. Hun ville ikke have, at det kom som et chok, at hun f.eks. ikke længere havde hår. Hun ønskede heller ikke berøringsangst.

Folk omkring hende var utrolig hjælpsomme, og det er noget, hun gerne vil gengælde.

”Jeg mærkede utrolig meget støtte fra folk omkring mig under mit sygdomsforløb. De gav mig så meget, og jeg føler nu, at det her kan jeg bidrage med. Jeg kan lære fra mig,” siger hun.

Derfor startede hun We Walk Sabro, en facebook-gruppe, hvor de lokale kan deltage i gåture omkring Sabro. Charlotte er gåvært, altså ansvarlig for begivenhederne og ruterne.

We Walk findes i hele landet

We Walk findes dog ikke kun i Sabro. We Walk er nemlig en del af Bevæg dig for livet-visionen, som er en partnerskabsaftale mellem DGI, DIF, Trygfonden og Nordea-fonden. Den blev lanceret i marts 2015.

Målsætningen for aftalen er, at Danmark skal blive den mest aktive nation i verden i 2025.

Den fælles vision for bevæg dig for livet for DGI og DIF er, at der i 2025 skal være 50 procent af befolkningen, som dyrker idræt i en forening, og 75 procent skal være fysisk aktive.

We Walk 2020 havde 420 gåture over hele landet med 5460 deltagere.

Udover gågrupper, er der mange tilbud at finde i Bevæg dig for livet-visionen, der findes holdsport, foreningsliv og løb som Royal Run.

Vi gik mere under pandemien

Under pandemien var der markant flere, som var ude og gå i de danske naturområder.

Naturstyrelsen har haft tællere i udvalgte naturområder, og nogle steder har man set en stigning af besøgere på helt op til 125 procent i 2020 sammenlignet med året før.

Nu, hvor landet er åbnet op igen, og Covid-19 ikke længere ses som en samfundsfarlig sygdom, kan det være, at nogle mister de vaner, som de fik under pandemien.

Men Charlotte Bech Rudolph mener, at der er god grund til at holde fast i gåturene. Især fordi, mange oplevede at komme ned i gear, ligesom Charlotte gjorde nogle år forinden.

”Noget af det, som hele mit sygdomsforløb gjorde for mig, det var, at det gik op for mig, at mit liv gik for stærkt. Jeg havde kørt på motorvejen, og pludselig stod jeg i nødsporet og kunne ikke følge med,” siger hun.

Stor betydning i lokalsamfund

Formålet med Charlottes Facebook-gruppe er ikke, at deltagerne skal blive professionelle sportsudøvere, det er blot at dele erfaring. Hun håber, at hun kan inspirere andre til også at tage ud og gå selv.

”Nu er jeg lige her. Jeg bruger en time her i skoven. Jeg behøver ikke tænkte på alt muligt andet. Nu er jeg bare mig,” siger hun.

Bevæg dig for livet-visionen strækker sig over mange kommuner og større byer, men initiativet har også stor betydning i de mindre samfund.

Indtil videre har de kun mødtes et par gange for at gå ture sammen, og det har været spredt med, hvor mange der er kommet, men Charlotte håber, at endnu flere fra lokalsamfundet i Sabro vil prøve at deltage i fremtiden. Fællesskabet og det sociale aspekt er nemlig også et plus ved initiativet.

Charlotte ser gerne, at de kan mødes en gang om ugen, og måske gå en længere tur en gang om måneden. Hun skriver til tider med andre gåværter og tager til møder, hvor de deler inspiration med hinanden.

Gåture som pause fra hverdagen

Hun håber, at ved at trække folk væk fra deres travle hverdage, og få dem til at binde snørebåndene til en frisk gåtur i det danske land, kan de selv opleve, hvad det giver.

”Det skal ikke lyde som en løftet pegefinger. Det er en opfordring til at prøve det, så kan de måske blive overbevist,” siger hun.

Om det så er skov, by eller vand er ligegyldigt, så længe man fjerner tankerne fra hverdagens ræs.

Sofie Rønnelund var i 2018 på udveksling i USA. Hun anbefaler udveksling, fordi man kommer tæt ind på et andet lands kultur, men der kan også være overraskende elementer, som man skal være opmærksom på, inden man tager afsted.

Af Sarah Riddersholm Nielsen

Sofie Rønnelund har oplevet verden på en måde, hvor hun kom helt tæt på kulturen.

Sofie Rønnelund blev for to år siden student. Under hendes gymnasietid var hun på udveksling i USA. En tur, som overraskende hende på mange måder.  

Af Sarah Riddersholm Nielsen

Visse gymnasier tilbyder udvekslingsophold til deres elever. En uge eller to i et fremmed land, hvor man bor hos en lokal familie, går i skole, og deltager i deres kultur og traditioner. Sofie Rønnelund var i 2018 afsted med sin gymnasieklasse, for at opleve USA’s storbyer og skolesystemer.

Det var en tur, som hun havde glædet sig til, og derfor var hun allerede spændt, da hun landede i delstaten New York. At se Amerikas folkerigeste by, New York City, var en stor oplevelse for Sofie.

”Så fik man en følelse af, ej shit jeg er her, det er et sted, man har set film om hele sit liv. Det var ret cool,” siger Sofie

Men hurtigt så Sofie, at storbyen også havde sider, som man ikke så på fjernsynet.

Ikke ligesom på film

New York City var både imponerende og storslået, men der var også en kontrast, som Sofie blev overrasket over.

”Det var enten totalt overdådigt, ligesom man havde set på film, ellers var det decideret ulækkert. Så det blev jeg ret forbløffet over,” siger Sofie.

Rotter og skrald drev i gaderne, røg steg op fra kloakken, og det var ikke som i filmene, Sofie havde set hjemmefra. Det meste, hun så på vej videre fra New York, var også blot motorvej, hvilket heller ikke imponerede hende.

Skolen, hvorpå Sofie skulle være elev i to uger, lå i Connecticut. Her var forventninger høje, men det gik op for Sofie, at skolesystemet i USA meget anerledes, end det vi har i Danmark.

Eksempelvis kunne man ikke deltage i undervisningen på samme måde som i Danmark. Nogle få elever fremlagde, hvor resten af klassen tog notater til. Gangene, som hun forventede ville være fyldt med amerikanske elever, var tomme.

At komme ind under huden

Det der står tilbage for Sofie, er dog ikke oplevelserne i storbyen og på skolen, men hvad hun lærte om sig selv. Bagsiden af New York City står også stadig tydeligt tilbage, men det er sporadisk, at hun kommer i tanke om det. Noget, hun især tager med sig, er, hvor bekræftende turen var for hende, især følelsesmæssigt.

”Jeg synes, man får mere ud af udveksling, fordi man ikke bare ser kulturen udefra. Det er federe at komme ind under huden på den reelle kultur,” siger Sofie.

Især som elev med en forkærlighed for sprog og kultur, fik Sofie stort udbytte ud af turen, da den bekræftede hende i, at hun var på rette vej, i forhold til hvad hun skulle efter gymnasiet.

I dag går Sofie på DMJX i Århus, hvor hun regner med at kunne gøre brug af hendes tidligere erfaringer i andre lande. Hun overvejer allerede at studere i et andet land, netop for at komme tæt på en anden kultur igen.

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.